Du undrer dig over, at du stiller så mange spørgsmål, at du noterer så meget og har trang til at fortælle. Du har det som om, at du venter på sparket, der får dig til at vågne helt op for derved at blive fuldt klar over, hvad der er det vigtigste at fortælle. Du venter spændt på ideen, der ikke er til at komme udenom, ideen, der fjerner al tvivl om, hvorfor du vil fortælle, hvordan og til hvem.

Jeg beder dig overveje:

Hvor stor er forskellen mellem:
På den ene side denne ide om, at du tror, du skal vente på noget; på den anden side, at du er tilfreds med at fortælle, har det godt med måden at fortælle på, og er nysgerrig efter hvordan andre ser historien – måske som meningsfuld, måske som nyttig?