Jeg hører dig fortælle om din datter:

“Du kiggede på den rare fotograf, der viste dig en hånddukke, og du troede, at den talte til dig.
Der var interesse i dine øjne og meget mere inde bagved.
Jeg løftede dig af stolen, da billedet var taget.
Du duftede af dig, var let, men fyldte en masse.
Jeg mærkede, at det var dig, dine små bevægelser, din form.
Jeg vidste, hvad du ville lige om lidt og hvorfor hvorfor før og hvorfor hvorfor siden.
Hvorfor ser det anderledes ud nu?” spørger du.

Tiden bliver konstant fyldt af sig selv, og du svarer, at sådan tænkte du ikke der.
Du undrer dig over, hvad du mindes, og om du vil huske, at du skrev dette og hvor og hvornår og hvorfor.

Aldrig nogensinde hvorfor – blot FORDI.