Du funderer over noget:
“Kommer jeg på afstand af det oplevede, når jeg sætter ord på dette:
Duften af det varme græs;
lugten af den fugtige jord;
den svage vind, der leger med pelstotterne på hundens ører;
lyden af vinden i grenene med de spæde blade;
solvarmen gennem det sorte uldtæppe om mine ben;
savnet af min mor?”
Du fortæller mig, at her sad du og din mor i hver sin strandstol for blot få år siden. Du kan ikke huske, hvad I talte om, ikke så meget formentlig. Måske talte I om grannen, der kunne anvendes til jul. Måske skulle hun have sin drink kl 17.00 og en cigaret … Ja det var sikkert.
Du bliver ked af det og spørger:
“Hvor er min mor og far nu?”
Du skal vide, at de er der, hvor de bliver modtaget – blot fordi, at de har taget sig af børn, forældre, livet og andre jobs.
Hvad tager du dig af?