Du spørger:
“Kan jeg på en og samme tid vende indad OG agere i verden?”

Der er så mange veje til at undgå adskillelsen fra verden, livet, meningen og blot det at være, så mange veje til det simple, dét, der er her, dét, du har glemt, dét, du må huske.
Din hjerne har skudt meget ned i glemslen og har forstørret noget ud af proportioner. Den ordner alt i lineære forløb og skaber dermed tiden.

Du har allerede erfaret, at der findes kun øjeblik på øjeblik på øjeblik … mere kan du ikke sige, for ord synes utilstrækkelige, ja, som at beskrive kærlighed.

Ja, med ordene kan du komme tæt på, men kærligheden kan kun fuldstændigt erfares, mærkes … som det sansende foster i livmoderen; det kan ikke beskrive, hvad der omgiver det, men kan erfare, mærke, det véd. Husk dette:
Du erfarer dig selv, og dette behøver du ikke forlade.
Du mærker dig selv, og derfor kan du ingen steder kastes hen.