I samarbejdet med hesten vender du ind i dig selv, og du vender udad – både og. Tiden forsvinder, og du kan ikke huske, om det var ‘det’, der skete.
Du spørger mig:
“Vil resultatet af arbejdet vise sig?
Har hesten måske opdaget ‘det’ i mig?
Vil min krop og hestens krop huske ‘det’?
Vil min krop genkende ‘det’?”

Hør, der er ingen vej tilbage. At øve sig er øvelsen. Hesten venter, din krop venter.

Du vil vide, om denne venten giver mening.

Nej, det er for stærkt, for ‘det’ vides ikke, mærkes ikke, men du skal gå mod ‘det’ roligt og med tillid. Da vil noget bygges, skabes, noget naturligt.

“Hvad er det?” spørger du.