Du gik på stranden for at finde en sten, der kunne bruges som sæbeskål. Den måtte være stor og flad og gerne have grønne og grå nuancer. Og en lille hulning på den ene side ville være fint.
Der var bjerge af sten, og dog syntes ingen af dem at finde nåde for dit kritiske blik.
Du fandt en sten, der levede en smule op til farven, du fandt en anden, der duede lidt i formen, og din frustration voksede. Du tænkte, at nej, der måtte være en bedre.
Din ryg var bøjet, og hver sten du samlede op fik dig til at tvivle mellem at nøjes med denne eller helt at opgive.
Det ubehagelige dilemma med ikke at lykkes fik dig endelig til at opgive jagten på den perfekte sten. Du rettede dig op, og i samme øjeblik faldt dit blik uforvarende på en udmærket sten. Du tog den op i hånden, og du undrede dig over, at den havde været så svær at finde.
Sten efter sten, egnet og udmærket, viste sig nu foran dig der på stranden i bjergene af sten, og du så, at du havde en overflod af muligheder.

Du valgte at beholde den første.

Nu spørger du mig, om du mon husker det hele korrekt.