Du vil være i den, men også gerne af med den – føles både kært og sørgeligt, den, der er mistet,
mistet – fortiden, kan den mistes, spørger du nu.

Du finder et par kanvas sko med korte ankelskæfter i skuffen under sengen. Kanten på skæfterne er nu gul og stiv. Der ligger endnu en sok i hver af skoene. Hun gik med dem hele den sommer.

I et skab finder du den bold, han spillede med, og der hænger våddragter. En har prisskilt på endnu. På hylden ligger hans kasketter, hver puld pakket ind i den næste.

Du savner tiden, hvor de havde ferie med jer, og du spørger, om I værdsatte det nok, om I lo nok, om det er utaknemmeligt at sørge over mistet tid, og om I kan være sikre på at huske alt.

Du har det ikke så nemt med at komme af med din trykken for brystet, og du bilder dig ind, at andre har det lettere.

Du vil med tiden få tålmodighed med hensyn til spørgsmålet:
“Kan du huske …?”