Jeg hører dig fortælle:

“Jeg tænker på mit åndedræt – nej – ikke tænke, være opmærksom, fokusere og ikke stirre. Ind-ud-transformering. Glemmer det hele tiden. Så er jeg en del af luften, rummet. Får molekyler i mig, ud med nogle andre. Gennemgår kroppen, nu tryghed, sikkerhed, luften ind gennem næsen, luften ud gennem munden.

Det er pludselig sværere; rækken af tanker spinder den ene historie oven på den anden. Hov hvad var det? Jeg ser lidt på det og ser bagved; var det noget, der skulle sorteres ud, ordnes eller bruges? Så er alt klart for mig i centeret af et dybt og forløsende åndedrag.”

Et luftlag, en del af atmosfæren, viger lige oven over det, du betragter. Det kan ikke mases væk, et magisk ord virker ej heller, det er smukt, og du skal ikke videre lige nu.