“Tiden er flygtig. Jeg kan oprigtig ikke forstå, at den går. Og hvorhen? Er ‘tiden passerer’ bedre end ‘tiden går’ måske? Og forbi hvad? Børnene vokser op og bliver hensynsfulde, og jeg har tanker om, at tiden passerer, men fatter det ikke.”

Tiden i sig selv løser mange problemer, som du hver gang troede var det største og eneste i verden.
Og tiden læger alle sår.

Så spørger du igen:

“Måske har jeg fundet på tiden for at forstå alt det, jeg endnu ikke kan fatte?”

Og du spørger mig:

“Med hvilket index søger jeg tilbage i tiden, hvilken nøgle åbner et bestemt erindringsspor, hvilket lys, hvilken vinkel og hvilket motiv farver hukommelsen? Og: hvordan og hvorfor husker jeg?”

Når alt dette er besvaret, kan du vide, hvor du vil hen. Da er der en historie at fortælle. I det øjeblik historien er fortalt, fødes den, handler om noget og eksisterer som sig selv.

Du spørger til sidst for i dag:

“Defineres historien virkelig først, når den fortælles? Hvis jeg ikke fortæller den, findes den da alligevel?”

Der vil altid være en grund til at erindre en historie. Grunden kan være noget, som du er optaget af i dag, eller grunden kan være noget, som alle er enige om fandt sted. Og du skal vide, at du og historien er ikke det samme. Historien er noget, som du har gennemlevet i tid. Historien, som du erindrer, har DU udvalgt. Alle andre har du valgt fra, hvilke kan du ikke vide. Det kan andre personer måske.

Du kan overveje, om historien, der bliver fortalt, dernæst bliver glemt, og om tiden dermed bliver ophævet.