Du fortæller om en tur ved havet:

Du går med bare tæer i sandet. Der er kun få mennesker, og du tænker på absolut intet. Du er åben og alt – verden og dig selv – føles tættere på.

Da ser du ternen ude over havet. Den udnytter vinden dygtigt til sine kunster, og du ser den dykke ned i en bølge; efter mad antager du. Da stopper du og glemmer alt omkring dig.

“Jeg er stolt, slank og kredser over bølgerne tæt på, hvor du står ved strandkanten. Hvor længe bliver du der? Ved du, jeg er her? Selvfølgelig, men jeg er nok en prik i din horisont. Du kigger og jeg elsker dig. Du betragter mine flyveøvelser og ser også min stabile position i luften. Vi er i luften, vi er luft, og jeg er med dig. Du ser, hvad jeg kan: Vippe med hovedet på udkig, op og ned og til siderne. Jeg er målrettet og sikker, alt er så enkelt, jeg vipper mit hoved lidt op nu og ændrer kursen. Du kalder det min plan, da jeg flyver langt væk fra dig.”

Du føler de kølige sandskorn under fødderne, går videre og bærer ternen med dig indeni.
Du mærker underet og en dyb taknemmelighed over noget, du fik lov at være nær.