Du har hørt, at tid ikke er noget man har, men noget man ta’r.
Du tvivler dog på det simple i dette.
Du har følt, at du har haft for lidt af den – tiden – , men mærker nu dens fylde og:
at alt, hvad du foretager dig, maser på grænsen til tid;
at tankerne om, hvad du ellers kunne have foretaget dig, er borte;
at du kun kan, hvad du kan;
at du ikke kan gøre mere nu.

Da formaner du alligevel dig selv, at du sidder jo bare der, og hvad vil du bidrage med for at gøre verden bedre?

Det er meningsløst at anklage dig selv. Husk, hvad du siger til andre: “Arbejdet begynder med dig selv.”
Jeg ved, at du synes, at dette arbejde hurtigt bliver indviklet.

Du spørger: “Er jeg på en omvej eller på rette vej?”
Du har læst, set og lyttet og og vil tilmed vide: “Hvorfor skal så meget læres?”

Du skelner mellem lærdommen og den kreative kilde. Overvej, om du er for kontrollerende. Kontrol er som en terning, der kastes – den lander på en side. Terningen er kantet, har kant og er menneskeskabt. Terningen stopper før en bold, som er rund, akkurat som dine celler og planeterne, og den triller og triller – det runde, rundt regnet.

Der er ingen grænser mellem den kreative kilde og det udenfor: Lærdom, tanker, begær, kontrol og tvivl, og du udbryder: “Hvordan kan jeg glemme alt dette igen og igen?”
Se, da mærker du, at du er til rådighed og stoler på, hvor livet tager dig hen.

Du skal udføre din praksis, søge fællesskaber og fælles forståelse, og også bidrage til fællesskabet. Da er du en del af det, andre er en del af det, og fællesskabet er dermed en del af dig. Du bliver fælles indeni. Intet er adskilt, alting er her allerede.
Så var tiden her, nu er den ikke, fortid, nutid, fremtid: Det samme.

Nu ved du ikke mere, hvad tiden bringer, og du er træt.

Du kan høre dig selv.

Du kan slippe.