Du ser en stor klippesten i havet, hvorpå der med hvid maling er skrevet:

 “SOLE”

af en eller anden, og nu spørger du mig, om du er alene.

Alene kan føles som at være ét – i stilhed – du koncentrerer dig måske om noget – og så er der med ét stille – du ved det ikke – først bagefter.

Du fortæller, at du red din hest – du og hesten koncentrerede jer – og lige bagefter – og stadig – undrede du dig over den stilhed, der pludselig indfandt sig. Du overvejer nu, om du husker det som et øjeblik, hvor alt tilfældigt passede, fuglene stoppede deres kvidren, hundene deres gøen, maskinerne udenfor deres larm. Det hele varede blot få sekunder. Du sansede et nyt rum, hvor ingen spørgsmål mere fandtes. Det føltes på en gang både som fed materie og som en bølge, du red på.

Du må vide, at i dette rum er alt, undtagen tiden. Du var i balancen og vidste, hvad du gjorde og skulle gøre. 

Ved du, hvor du er henne nu?