Tilbyder du dig selv livet?
Er du landet fuldt og helt?
Tager du imod, hvad der viser sig for dig?
Stoler du på dine sanser?
Ser du dig selv gennem disse sanser?
Er du opmærksom på dine følelser og dine tanker?
Er det dig?
Hvis spørgsmålene bliver for store har du altid taknemmeligheden; mærk den, gør noget godt og rigtigt og ikke analysere eller forstå.

Du spørger, om du skal fokusere.

Ja, bevidst opmærksomhed er godt.

Du spørger, om det betyder at glemme sig selv.

Det er rettere dit ego, lille du, der skal holdes tilbage. Dvæle er også en god ting. Og ophøjede øjeblikke; ikke vente på dem, men blot falde i dem som i et hul i vejen, du ikke havde set. Du mærker et sug i maven; tænk ikke over det, oplev det, føl det, mærk taknemmeligheden og vær bevidstheden.

Du siger:
“Måske sker livet, når bevidstheden ikke beskrives?”