Du nævner en ordleg for mig:

“Celle, soul, sjæl.”

Jeg kommer på, at cellen er som sjælen, sjælen er som cellen – din byggesten, den mindst levende del af dig, den betydeligste del af dig. Du må stole på cellen og dens arbejde, den er meget samarbejdsvillig. Se blot hvor mange, der arbejder sammen for at skabe dig og din stemme. Du og din historie er hele tiden på vej.

Du fortæller, du spørger, du får svar, du spørger igen:

“Hvem er du, hvad er jeg?”

Jeg er den, der ved, at kvindernes vilkår på planeten Jorden ligger dig på sinde. Specielt den mest sårbare: En fattig, fødende kvinde i et land langt borte. Du bekymrer dig om, hvordan du kan være til hjælp i denne verden. Da må jeg fortælle dig, at alene bekymre sig nytter ikke. Du må fortsætte din Moders arbejde.