Du spørger, hvordan du kan give dig selv og andre plads til det, man er interesseret i
og måske brænder for.

Det starter med at holde af dig selv på en seriøs og ikke højtidelig facon. Hav tillid til og stol på dine overbevisninger som et landskab, du går igennem. Nogle overbevisninger går du udenom, og nogle vil du fjerne, hvis de er forhindringer; dette skal dog ikke være møjsommeligt, det er jo blot et landskab.

Du behøver ikke at overbevise nogen – alle har deres eget landskab. Du kan vælge dit vejkort og acceptere sympatisk og kærligt, at andre har deres eget vejkort. Dermed følger det logisk: Accepter din egen rute. Da hænger accepten af dig selv og accepten af andre uløseligt sammen.

Du svarer, at det er sådan en lettelse at høre dette, at alt nu føles ligetil. Nu kan ingen modarbejde dig.

Du siger, at du håber at forstå dette igen og igen.