Sekunderne går som hjertet slår, og drømmen forvandles til en oplevelse af rummet. Referatet af drømmen modtages, og tankerne om fortid og fremtid ankommer.

Med ét ved du det godt:

Organismen, du stammer fra, omfavner tryghed eller snarere tillid. Og du hører, at du kan lade dig falde.

Jeg siger, at det snarere er at lande.

Nogen siger, at du er modig, men du er forvirret over dette. Falde … lande …

Du og jeg tænker, at det kommer nok, eller måske ikke.

Nu må jeg sige, at det at falde kan være meget lidt og meget let, det afhænger ikke af noget, det har ingen årsag og virkning, det hedder heller ikke noget, er ikke et mål, en kategori eller kan vurderes.

Du forstår, at det er der, og alligevel findes det ikke.
Du spørger dog:
“Er det ikke fysisk?”

Du stiller stadig spørgsmål.

Så en dag mærker du en hånd på højre skulder, og du føler spontan taknemmelighed, ro, tillid, tryghed, kærlighed.

“Jeg har kærlighed.”