I var sammen i gruppen, virkelig sammen, og i stilhed. En stilhed, som I kunne mærke som det særlige sted,
hvor alt sker,
som er det fyldige nu, I overser,
som er det sted alt foregår, men som ikke kun er rummet, luften, eller ydre atmosfære,
men som jeg foreslår, at I kalder bevidstheden.

I spørger mig:
“Skal vi alle igennem det samme i livet på den ene eller anden måde på et eller andet tidspunkt?”

I kan åbne jer, hilse hvert øjeblik velkomment, være modige, tage imod og vise kærlighed, stole på hinanden, jer selv og det næste der sker.
Da vil I vide, at livet lever jer.
Hvad venter I dog på?